Graviditetsstatus 33+1

Med nøjagtig 6 uger og 6 dage til termin, er jeg stille ved at nærme mig slutspurten af min tredje graviditet. Dagene suser afsted, og det er fuldstændig ubeskriveligt at tænke på, at vi snart får lov til at møde vores lille baby. Det bliver vildt! Mens vi nærmer os, bliver ældstebarnet samtidig mere stålfast i sin holdning om, at vi skal have pseudotrillinger herhjemme. Han vil nemlig gerne have en lillebror. Han er sød og argumenterer skam godt for sagen, men lige i dette tilfælde, får han ikke sin vilje. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får rigeligt at se til med ham og et sæt pseudotvillinger i sig selv!

I øvrigt, kæmper min forstand stadig med at begribe det vilde faktum, at jeg rent faktisk bliver mor til 3 (!!) inden jeg overhovedet er fyldt 25 år.

Lillesøster i maven vokser med stor hast og efterlader ikke meget plads til mine indre organer. Om end maven er begyndt at fylde godt i gadebilledet, føler jeg mig stadig i udmærket form og døjer fortsat ikke med vilde graviditetsgener. Jeg bliver hurtigere udmattet hen ad dagen, men det kan jeg sagtens kapere. Det skyldes nok også snarer afbrudt nattesøvn. I nattens muld og mørke, er generel tankemylder og overvejelser om den forestående fødsel begyndt at komme snigende. Med to uproblematiske fødsler på hhv. 3 og 2 timer fra første ve til første åndedræt, er jeg ikke angst eller nervøs for at føde et barn. Men man hører så meget om, at tredje fødsel ofte er en “drillefødsel”, så jeg frygter lidt, at det udarter sig til en fulddyrket maratonfødsel.

Både min kæreste og jeg går med en naturlig forventning om, at lillesøster ankommer eksakt en uge før termin, som det har været tilfældet ved de to forhenværende graviditeter. Det er lidt skægt, for jeg kan jo snildt gå hele vejen til termin – eller, Gud forbyde det – passere denne dato. Vi er ikke garanteret noget overhovedet!

Dem er jer, der har fulgt lidt med før min indflytning til bloggerkollektivet Momster ved, at graviditetens store debatemne, foruden navnet, har været valg af søskendevogn. Og jeg kan endelig sige, at jeg rent faktisk har svinget dankortet! Selvom jeg egentlig havde sat mig for en Bugaboo Donkey2, da jeg trådte ind i butikken, endte jeg faktisk med at købe Double Viking-modellen fra Emmaljunga. Det var fuldstændig uventet for mig, da jeg egentlig var på nippet til at afskrive den, men efter kyndig vejledning og en kort prøvetur, var jeg ikke i tvivl om, at det var vores kommende vogn.

Med søskendevognen i hus, er vi vist så klar, som vi kan blive. Hendes autostol, som er arv fra hendes storesøster, er midlertidigt lånt ud, men vender hjem i starten af næste måned. Jeg regner med, at have god tid til at pakke hospitalstasken og vaske alt tekstil, inden hendes ankomst. Det bliver i hvert fald ikke stress-spurt ved slutlinjen.

Skriv et svar